Vinsmagning og mad - 3. november
Tidspunkt
03.11.2023 kl. 17.00 - 03.11.2023 kl. 21.00
Sted
Rønnedevej 9
Beskrivelse

Regionals Aps fra Haraldsted vil guide os igennem en vinrejseoplevelse, baseret på regioner med nogle af verdens bedste vine (som Portugiserne gladeligt holder for sig selv). Gennem vinen og andre regionale specialiteter, besøger vi de to store og turistmæssigt ukendte regioner i det indre af Portugal

Vi smager vine fra Regionen Beira Alta og Alentejo.

Vinene
Fra Beira præsenteres 4 fantastiske vine, baseret på regionens druer og ønologi i verdensklasse.

Fra Castelo Rodrigo, tæt på Douro:

  •  Convento de Aguiar Reserva Fremstillet af druerne Siria, Arinto, og Malvasia Fina. Branco 2019, 13%. Langsom gæring ved lav temperatur. 3 mdrs. fadlagring i franske egetræsfade. Det er en vin hvor fadlagringen klæder Siria druens lidt pinje-agtige friskhed rigtigt godt, og den er harmonisk og fyldig i duft og smag. Passer godt til kraftige grøntsagsretter med bønner og chili, og til gode fyldige fiske og kyllingeretter gerne med kraftige saucer. Også god til kraftige oste. 
  • Convento de Aguiar Reserva 2017 Tinto, 13.5%. Baseret på især Touriga Nacional byder denne vin på en unik kombination af lethed, smag og fylde.

Fra Pinhel (Adega Cooperativa):

  •  Varanda do Castelo 2015, 14%. Denne vin er en favorit hos mange, med sin fasthed, smag af modne røde bær, passende fadlagring, og en lang blød og rund eftersmag. Dyrket omkring Pinhel, 30 km SØ for Castelo Rodrigo (hvor det er lidt varmere og lidt lavere beliggende).

Fra Casas Altas, Souropires:

  • Vinhas Velhas Tinto 2018, 14.5 %. José Brandao er den dygtige ønolog hos Casas Altas, som får helt fantastiske resultater med de lokale druesorter. Meget smagsintensive vine. De der sætter pris på kraftige, syrerige, karakteristiske og meget spændstige (”crispy”) vine vil måske pege på denne som den bedste vin. Lavet på regionens typiske drue Rufete, og med tilskud af den meget særegne drue Baga (fra Bairrada distriktet) og Folha Figueira. Ukendte druer internationalt, men de står bag denne store vin. 


Fra Alentejo møder vi tre vinhuses produkter:


Fra Monsaraz, ca. 80 km syd for Tejo floden, tæt på grænsen til Spanien:

  •  Monsaraz Reserva, Tinto 2020, 15.5%. En vin med masser af intensitet, en typisk men eksemplarisk repræsentant for Alentejo’s vine med blødhed, varme, bid og langvarende smag. Guldmedalje vinder 2022 – bedste vin i Portugal vurderet ud fra 1450 rødvine af 120 internationale eksperter! 
  • Reserva dos Sócios, Tinto 2020, 15.5%. Det er en af Alentejo’s største vine. Intensitet og eftersmag som få. Det er en vin til at nyde, dvæle over, og smage igen og igen.

Lidt mod øst finder vi den privatejede store vingård Ervideira, som er lykkedes med at introducere suveræn kvalitet til gode priser, takket være erfaring, jordbund, klima og druevalg.

  •  Vinha de Ervideira Colheita Seleccionada 2019, Tinto, 15%. Ervideiras udvalgte fra høståret. Blændende vin, duft og smagsindtryk der varer ved længe.

Et stykke mod syd passeres en højderyg, hvor druerne til Vidigueira’s vine dyrkes. Vidigueira har mange unikke vine, men den som gør det helt store indtryk er hvad de får ud af den lokale Antao Vaz drue.

  •  Antao Vaz 2021, branco, 14%. En hvidvin med så stor intensitet, fylde og fremtoning at de helt store klassiske vine synes at mangle noget. En af de absolut bedste hvidvine jeg har smagt. Et fantastisk fund, også til prisen! Udvalgt af TAP (Portugals luftfartsselskab) til en af de fire hvidvine der serveres på 1. klasse.

Afslutning - den unikke ”ikke-portvin”
Smagningen sluttes med ”en ikke portvin”, fra Monsaraz:

  •  Reguengos licoroso 2015 tinto, 18.5%. Portvinstype, men med en anderledes høj intensitet og frugt/drue/fadsmag. En meget værdig erstatning for selv store vintage-vine. (119 dkk/fl (0.5l)).


Vi sørger også for lidt salt til ganen og nogle skiver agurk og lidt mere mad tænker vi. 

Vel mødt til nogle forhåbentlig gode timer. 

Ringsted Kommunes Personaleklub