Da jeg i 1981 svømmede over Øresund var der ikke noget med våddragter – hovedudfordringen var at holde varmen – ikke at svømme distancen. Så det var med en vis skepsis, at jeg troppede op i Endurance-sport på Gl. Kongevej 110 på Frederiksberg i 2016 for at købe en våddragt. Men ekspedienten Jonas, som er tidligere tri-stjerne, fik mig overbevist om, at det er en kæmpe fordel, og at jeg kommer til at svømme meget hurtigere i en våddragt, så jeg var klar til at prøve én.
For dig om ikke har været presset ned i en svømme-våddragt før, så kan jeg røbe, at det er en yderst pinefuld affære. Dragten er så stram, at man dårligt kan trække vejret, og den fremhæver den udbuling på maven, som i perioder har gjort det umuligt for mig at se mine tæer, og som jeg derfor har gjort alt for at glemme – men i en våddragt er der ingen nåde, bulen er tydelig for enhver! På trods af at mit ansigt var begyndt at antage en blålig nuance, lykkedes det for Jonas at overbevise mig om, at det var den rigtige størrelse, ikke mindst fordi jeg selvfølgelig forventes at tabe mig nogle kilo før konkurrencen. Hvis ikke måtte jeg komme tilbage med den.
Dagen efter gik jeg i svømmehallen i forventningen om at få bekræftet, at dragten var alt for stram, og at jeg måtte have en anden – men nej! Præcis som Jonas havde forudsagt, så virkede den fint, og uden yderligere anstrengelse barberede jeg ca. 3 sekunder af hver 50 meter svømning – meget overraskende!
De bedste hilsner Jacob